Underviser i DSA er selv efterkommer af indvandrere ...

Min farfar rejste alene gennem Europa som 7-årig i 1920 og blev senere familiesammenført med sin mor og sine søstre. Man kan faktisk sige, at de var den tids fattigdomsmigranter …
 
Min oldefar var udlært snedker. Han fik sølvmedalje til svendeprøven, og jeg har stadig den vinkel, han fik som præmie. Jeg ved ikke, hvilket år det var, men som det var skik og brug på den tid, tog han på valsen. Han fulgte med andre ord en tradition i 1800-og 1900-tallet, hvor udlærte håndværkere rejste ud som navere i 3 år og 1 dag. De rejste rundt i Europa og lavede forskelligt forefaldende arbejde inden for deres fag og kunne på den måde dygtiggøre sig og lære andre håndværkstraditioner. Naverne kunne opholde sig i op til 6 måneder et sted før de rejste videre, og ét af de steder, min oldefar opholdt sig, var i Schweiz. Her mødte han min oldemor. De giftede sig og bosatte sig i Zürich og fik 3 børn – min farfar og hans to søstre. Ægteskabet holdt imidlertid ikke, og de blev skilt, hvilket var lidt usædvanligt for den tid. Min oldefar rejste tilbage til Danmark, hvor han giftede sig igen. Min oldemor blev i Schweiz, hvor hun vel havde sit liv. Men det var ikke let at være enlig mor under 1. verdenskrig og pengene var små. Min farfar fortalte mig mange år senere om, hvor fattig han og hans familie havde været i Schweiz. Det gjorde et stort indtryk på mig, at han blev drillet med sin madpakke, fordi min oldemor kun kunne give ham brød med sennep med i skole.
 
Da min farfar var 7 år, i 1920, måtte min oldemor sende ham hjem til hans far i Danmark. Hun satte ham på toget i Zürich med en madpakke og et skilt om halsen, hvor der stod ”Christian, Kopenhagen”, og så krydsede hun fingre for, at der nok var nogen, der ville hjælpe ham med at skifte tog undervejs. Det var der heldigvis, men hvor må det have været svært at sende sit barn afsted alene på en lang rejse gennem et Europa i ruiner efter 1. verdenskrig. Men frem kom han og begyndte sit nye liv som indvandrer i Danmark. Da jeg var barn, fortalte han også om, hvor svært det var at begynde i dansk skole. Han kunne ikke tale dansk, og han blev drillet med sine ”lederhosen”.
Min oldemor og min farfars to søstre kom til Danmark nogle år senere. I dag vil man jo sige, at de blev familiesammenført med ham. De boede i starten i husvildebarakkerne på Sundholm – som jeg kan se, herfra hvor jeg bor i dag. Senere boede de i forskellige små lejligheder i København. Min farmor fortalte, at min far og min onkel var bange for deres ”Farmor, hun er så sort, så sort”. Hun gik klædt i sort på sine ældre dage, som det var skik og brug i Sydeuropa på den tid.
 
Som underviser i dansk for udlændinge tænker jeg nogle gange på, hvordan hendes liv mon var – og på, hvordan hun lærte dansk og om hun nogensinde blev integreret i Danmark. Jeg tror ikke, hun havde en lærer eller gik på en sprogskole, og hun lærte vist aldrig at tale godt dansk. Min farfar legede en leg med os børnebørn, som hun havde leget med min far og min onkel, da de var børn. Den går ud på, at man med hænderne danner taget på et lille hus, den ene pegefinger er en disk, mens begge tommelfingre agerer kunder. Nogle gange tegnede min farfar ansigter på tommelfingrene, og han brugte altid en serviet, der skulle illudere damernes tørklæder. De to damer snakkede sammen, og det lød med karikeret tysk accent nogenlunde sådan her:
 
 ”Gu’dæh”.
 ”Gu’dæh”.
”Va’ ønske De”?
”Kaffe og kamille-te”.
”Værsgo, værsgo, her har De det”.
 ”Mang-e tak”.
”Kom snart igæhn”.
 
Ud over min fars og onkels minder har jeg næsten ingen viden om min oldemor. Kun hendes leg og 2 opskrifter har overlevet – eller næsten. Den ene ret må være det, der på italiensk hedder ”Pasta all’Amatriciana”, som hun og senere min farmor lavede med tomatpuré og røget bacon (eller ”flæsk”, som min farmor kaldte det) i stedet for pancetta og en langtidsindkogt tomatsovs. Den anden ret var en schweizisk frugtkage, som i familien blev kaldt ”æble-væge” – eller sådan troede jeg, den hed, indtil en ven med schweiziske rødder fortalte mig, at den hedder ”æble-waie” og i øvrigt laves med abrikoser. Men ligesom med pastaretten har min oldemor jo måttet bruge de råvarer, der var i det nye land. Min farmor lavede tit æble-waien om lørdagen, og hun hægede om opskriften og nægtede at udlevere den til nogen – med det resultat, at lige præcis min oldemors æble-waie er gået tabt, lige som de fleste andre minder om hende.
 
Det er underligt at tænke på, at min farfar som barn rejste i forvejen til et nyt land og senere blev familiesammenført med sin mor og sine søstre. Der var ganske vist en dansk far, men alligevel: Ville han og hans søstre kunne leve op til tilknytningskravet i dag? De talte ikke dansk og havde vist ingen stor kontakt med deres far – han og hans nye kone er sjældent blevet omtalt særlig positivt i familien. Som andre migranter både den gang og i dag måtte min farfar tage ansvar for sit eget liv, og via bl.a. brevkurser blev han uddannet korrespondent i tysk og engelsk og arbejdede også som bogholder i mange år. Hans søstre fik også gode uddannelser, og de blev alle tre gift og fik børn. Min oldemor levede så vidt jeg ved et ret stille og tilbagetrukket liv. Det er underligt at tænke på, hvad hun selv har ofret for at kunne sikre sine børn og efterkommere et bedre liv. Og underligt at tænke på, at så mange andre familier er i samme situation i dag.