Elevfordeling løser ikke problemet for tosprogede elever - eller for deres lærere af Lise Heidemann

”Vi vil ikke undvære en eneste af dem. Vi vil bare gerne have nogle flere, der hedder Camilla og Frederik ”, sagde rektor på Herlev Gymnasium, Jan Vistisen, til DR i oktober 2021, og med den nye fordelingsaftale er det ikke et urealistisk ønske. Samtidig kan gymnasier med færre tosprogede elever byde Kemal og Fatima velkommen i august 2023. Og dog … For netop som man gik og troede, at nu var der fundet en løsning på den skæve elevfordeling, viser det sig, at det er der måske alligevel ikke. Partier, der var med til at indgå aftalen, trækker sig, efterhånden som konsekvenserne af aftalen går op for dem. Rektorerne på flere gymnasier udtrykker også tvivl om aftalen, og senest har man lavet en tillægsaftale, der fjerner lodtrækningen blandt de elever, der ikke får deres første prioritet om en gymnasieplads opfyldt. Til gengæld får alle elever maksimalt 45 minutters transporttid til nærmeste gymnasium. Man har således reduceret risikoen for at flytte alt for meget rundt på de elever, der ikke kan komme ind på deres første prioritet, og mens pressede gymnasier kan se frem til større diversitet i elevgruppen og en lettelse af byrden med at løfte socialt, kulturelt og sprogligt udfordrede elever, frygter mere resursestærke gymnasier en forringelse af deres eget undervisningstilbud. Måske med rette. Tanken bag fordelingsaftalen er ellers i første omgang god nok; Ved at fordele eleverne nogenlunde ligeligt efter 3 indkomstgrupper deler man sol og vind lige: Alle gymnasier bidrager til at løfte den tungeste byrde – og alle gymnasier får økonomisk, socialt og kulturelt resursestærke elever og opnår dermed et mere mangfoldigt elevgrundlag. Imidlertid er man let og elegant kommet uden om det, ingen rigtigt vil tale om, nemlig at i de større byer er en del af formålet med fordelingsaftalen at undgå for mange elever med ikke-vestlig baggrund på de samme gymnasier. Spørgsmålet er bare, om solidaritet gymnasierne imellem er svaret på spørgsmålet om elevfordeling. Hvis ét af problemerne i virkeligheden er, at elever med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig dårligere i gymnasiet – så skulle man måske prøve at finde løsningen på dét problem i stedet for at fordele eleverne anderledes. Vi bliver derfor nødt til at diskutere, hvad udfordringen med tosprogede elever helt præcist består i. De tosprogede elever får jo næppe højere karakterer, fordi de bliver flyttet til et gymnasium med et højere karaktergennemsnit. De resursestærke elever, der flyttes til andre gymnasier, vil derimod næppe heller få lavere karakterer, end de ville have fået på deres 1. prioritet. Sagen er nemlig den, at der er forskel på at være vokset op med dansk som andetsprog og dansk som modersmål, og det kan forklare, hvorfor nogle af de tosprogede elever får lavere karakterer end de etnisk danske elever, har større fravær og større frafald. Det kan man imidlertid gøre noget ved. Men det forudsætter vilje og engagement fra alle parter – politikere, rektorer, gymnasielærere og ikke mindst indforståethed hos de tosprogede elever selv. Det kræver selvfølgelig også økonomi – men spørgsmålet er for det første, om det ikke kan betale sig – og for det andet: Hvorfor får tosprogede elever ikke støtte i undervisningen? De har nogle særlige læringsbetingelser, som kan sammenlignes med de læringsbetingelser elever med f.eks. ordblindhed, fysisk handicap eller psykiske udfordringer som sorg, angst eller skoletræthed har. Jeg tror, at svaret er, at det kræver assistance af en helt ny faggruppe i gymnasiet. Men den faggruppe eksisterer faktisk allerede, nemlig hos lærere i dansk som andetsprog. Løsningen ligger derfor lige for: Ansæt lærere i DSA i gymnasierne, på samme måde som man ansætter læsevejledere, matematikvejledere og ordblindelærere til at støtte elever med særlige behov. Hvis vi tager højde for tosprogede elevers udfordringer i undervisningen i stedet for at flytte dem, så vil vi i langt højere grad kunne løfte opgaven med at give dem en bedre studentereksamen. Og hvis de tosprogede elever kan få en studentereksamen på samme niveau som en etnisk dansk elev, med støtte i fagene på samme måde som vi støtter ordblinde elever – så vil det måske slet ikke være nødvendigt at flytte rundt på gymnasieelever, uanset deres sociale, sproglige og kulturelle baggrund. Og så kan Camilla, Frederik, Kemal og Fatima fortsætte på samme gymnasium, uanset deres forældres indkomst.