Modersmål, fremmedsprog og andetsprog på gymnasierne i Grønland

I Gymnasieskolen kan man for tiden følge et tema om undervisning på gymnasier i Grønland. I en lille tekstboks står der som information til hver artikel at ”Eleverne er udfordret af at blive undervist på dansk, som ligger et sted mellem modersmål og fremmedsprog”. De danske gymnasielærere, der underviser i Grønland, underviser vel på deres eget dansk, deres modersmålsdansk, men med andetsprogsdidaktiske metoder, fordi de færreste af deres elever taler dansk som modersmål. Det er imidlertid noget andet end undervisning på dansk ”et sted mellem modersmål og fremmedsprog”, og det er både forvirrende med begreber, der blandes sammen – og desværre også udtryk for mangel på viden om og forståelse for de grønlandske elevers sproglige kompetencer. Sagen er nemlig, at de grønlandske elever lærer dansk som andetsprog – som er noget andet end modersmål og fremmedsprog. Begreberne dansk som hhv. fremmed-og andetsprog bruges ofte lidt i flæng, og det er en skam, for der er forholdsvis stor forskel på modersmål, fremmedsprog og andetsprog og måden vi både lærer og bruger dem på, og det er ikke ligegyldigt, hvilken form for sprogindlæring vi taler om.
 
Modersmålet er det første sprog vi lærer. Uden at gå for meget i detaljer her tilegnes bl.a. grammatikken i modersmålet i et vist omfang i en bestemt rækkefølge, men det er forskelligt, hvilke ord barnet bruger først. Ofte vil det være meget praktiske ord som Mor, mad, op og nej, men det kan også være helt andre ord. Nogle børn lærer to modersmål samtidig, hvis forældrene selv har to forskellige modersmål. I det tilfælde vil barnet typisk bruge ord fra begge sprog i den tidlige sprogindlæring. Hvis et barn vokser op med både dansk og grønlandsk modersmål er det simultant tosproget, og børn med både dansk og grønlandsk vil derfor næppe møde lige så store udfordringer i gymnasiet i Grønland som børn, der kun har grønlandsk som modersmål. I deres tilfælde bruger de dansk som andetsprog, og de er dermed sekventielt tosprogede, hvilket selvfølgelig giver dem nogle anderledes læringsbetingelser end børn, der kan bruge deres modersmål i skolen. Det er nok de færreste grønlandske elever, der har dansk som fremmedsprog – og hvis de har, er de endnu ringere stillet end de elever, der taler dansk som andetsprog.
 
Forskellen på andetsprog og fremmedsprog består bl.a. i måden vi lærer og bruger sproget på. Fransk, tysk, spansk og kinesisk er eksempler på fremmedsprogsundervisning i gymnasiet. Her lærer eleverne et nyt sprog med udgangspunkt i et grundbogssystem suppleret med grammatikundervisning – hvor man ofte følger bogens opbygning. Læreren vil ofte være dansk og læreren og eleverne har dansk som fælles sprog og kulturel referenceramme. Undervisningen i forskellige fremmedsprog vil ofte være styret efter samme principper – f.eks. hvilke emner og grammatiske udfordringer, man tager hul på først. De grønlandske elever bliver undervist i f.eks. engelsk som fremmedsprog, ligesom eleverne i Danmark. De bliver derimod undervist i dansk som andetsprog i skolen, og selvom det officielle sprog i Grønland er grønlandsk, bruges dansk stadig mange steder i den offentlige administration, og eleverne møder det derfor hele tiden. Det er bl.a. det daglige møde og den daglige brug af et sprog, der ikke er ens modersmål, der definerer andetsprog.
 
Der er derfor temmelig stor forskel på fremmedsprogs-og andetsprogstilegnelse, selvom der selvfølgelig er sammenlignelige områder. Hvor fremmedsprogsundervisningen som regel er styret af en særlig rækkefølge, man lærer sproget i, foregår andetsprogstilegnelsen i en række faser, der ikke er tilfældige, men anderledes end i fremmedsprogstilegnelsen. Hvor man tager for givet, at når vi er færdige med at tale om boligens indretning, kan vi begynde at tale om forskellige bykvarterer i Paris i franskundervisningen, foregår det ikke helt på samme måde i andetsprogsundervisningen. Andetsprogstilegnelsen foregår i 3 faser, nemlig ordindsamlingsfasen, udfyldningsfasen og sofistikeringsfasen (Karen Lunds begreber). Det er forskelligt fra elev til elev, hvor lange de enkelte faser er, og grænserne imellem faserne er flydende. Det vil sige, at selvom man er i ordindsamlingsfasen kan man godt bevæge sig ind i udfyldningsfasen – og tilbage igen. Andetsprogstilegnelsen er desuden karakteriseret ved at blive drevet frem af hypoteser og hypoteseafprøvninger. Eleven bygger selv videre på den viden, han allerede har om andetsproget, samtidig med at han trækker på sin viden om sit eget modersmål og sprog generelt, og på den måde prøver han at regne ud, hvordan det nye sprog fungerer – han danner hypoteser og afprøver dem. Derfor vil en grønlandsk elevs dansk være lidt anderledes end den danske klassekammerats. Han vil f.eks. bruge andre præpositioner og måske selv danne ord, som han tror er danske, men i virkeligheden er overførsler fra grønlandske begreber. Sådan vil det for de fleste andetsprogsbrugere være i lang tid – for nogle i flere år endda. Derfor vil nogle af de grønlandske elever have en slags ”interdansk”, der endnu er tøvende og famlende og stadig er præget af træk fra modersmål og andre sprog.
 
Et andet aspekt ved andetsprogstilegnelsen er, at det er delvist styret af elevens aktuelle behov for at lære noget bestemt. Det kan være ordforråd, udtale, grammatik eller at forstå baggrunden for noget, man har hørt, men ikke forstået. Det giver en lærer, der underviser elever med andet modersmål, en stor udfordring, dels fordi eleverne befinder sig i forskellige faser af deres sprogtilegnelse, dels fordi deres aktuelle behov for og interesse i dansk ikke altid passer ind i lærerplanerne. I én af artiklerne i Gymnasieskolen beskriver en lærer, hvor svært det er at undervise i Kingos salmer. Kingos salmer er formentligt ret abstrakte både for grønlandske og danske elever, men for en dansklærer er udfordringen ikke kun at forklare arkaiske begreber som ”vandre til hobe”, ”gange på rad”, ”jorderigs guld” og ”af salighed fuld” i en salme som ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” af Kingo, men at forklare dem med nutidsord for elever med et andet modersmål.  Og selvom læreren kan forklare det, hvad de fleste naturligvis kan, er det ikke sikkert, at den grønlandske elev er parat til at forstå og bruge begreberne og sætte dem ind i en kontekst. Ordforråd i Kingos salmer hører til i sofistikeringsfasen for en elev, der lærer dansk som andetsprog, og hvis eleven stadig er i udfyldningsfasen, er han ikke helt parat til at kunne optage nye, svære begreber i sit ordforråd, og det vil tage ham længere tid at tilegne sig dem. Den daglige kontakt med andetsproget er derfor både en velsignelse og en forbandelse; Mens fremmedsprogstilegnelse i hvert fald på papiret forekommer ret organiseret, er andetsprogsindlæringen til tider kaotisk, og som underviser kan man aldrig helt regne med, at det ordforråd, man arbejdede med den forrige undervisningsgang, kan bruges næste gang. De grønlandske elevers danskfærdigheder afhænger altså både af, hvor meget dansk (som andetsprog) de har haft i folkeskolen, og hvilken tilegnelsesfase de befinder sig i, samt hvor stor kontakt de har haft med dansk i løbet af deres levetid, og ikke mindst hvor stor deres lyst og behov er for at bruge dansk i hverdagen. Det er derfor snarere de grønlandske elevers dansk, der er et sted mellem deres eget modersmål og deres læreres dansk – men de undervises på lærernes modersmålsdansk.
 
Jeg synes derfor ikke, det er helt ligegyldigt, at om man betragter grønlandske elever som fremmedsprogs- eller andetsprogsbrugere. Der er forskel i at være sprogligt kompetent på fremmedsprog og på andetsprog.
 
Der er imidlertid ingen tvivl om, at de grønlandske gymnasieelever har nogle udfordringer med at gå i gymnasiet og blive undervist på dansk, og jeg tvivler heller ikke på, at det er en stor opgave at skulle formidle sit fag til en elevgruppe, man ikke deler modersmål med. Forståelse for elevernes sproglige, kulturelle og sociale baggrunde og udfordringer er imidlertid en forudsætning for at kunne undervise dem, som gymnasielærerne også giver udtryk for, og viden om andetsprogstilegnelse og -pædagogik er ganske enkelt en nødvendig forudsætning for at kunne undervise elever med anden sproglig og kulturel baggrund end dansk.